Spring til indhold

Ambassadørens  velkomst

Velkommen til Danmark i Iran.

På den danske ambassade i Teheran arbejder mit team og jeg for at varetage danske interesser i Iran og Mellemøsten og for at vedligeholde og styrke de gode bilaterale bånd mellem Danmark og Iran.

Disse bånd går langt tilbage. Historisk interesserede vil huske den store danske ekspedition 1761 - 1767, som i 1765 bragte ekspeditionens leder, Carsten Niebuhr, til bl.a. Persepolis nær Shiraz, hvorfra han efterlod sig detaljerede beretninger og skitser.

I nyere tid engagerede Danmark sig kommercielt og diplomatisk med Iran fra mellemkrigsårene. Det danske bidrag til den trans-iranske jernbane er velkendt. I forlængelse af atomaftalen (JCPOA) var der store forhåbninger til et nyt boost til den bilaterale handel - som dog i første omgang kun kortvarigt blev indfriet som følge af de vanskeligheder, som atomaftalen løb ind i.
 
Ambassadens fokus er i det lys ikke unaturligt på sikkerhedspolitiske spørgsmål: atomaftalen, som Danmark fortsat støtter helhjertet, herunder som bidragyder aktionær i handelsfaciliterings-mekanismen INSTEX og den regionale sikkerhedspolitiske situation. Sidstnævnte gælder også i forhold til Den Persiske Golf, hvor Danmark både bidrager til styrker til og diplomatisk lederskab af den maritime overvågningsmission EMASOH.

Hertil kommer naturligvis varetagelsen af konsulære opgaver for danske fastboende og besøgende i Iran.

Jeg kommer til Iran fra posten som ambassadør i Malaysia (2017 - 2020). Men før da har netop Mellemøsten og sikkerhedspolitik været de to ledetråde i mit karriereforløb:

2013 - 2017: Ambassadør i Israel
2009 - 2013: Kabinetschef (rang af assisterende generalsekretær) for NATOs generalsekretær, fhv. statsminister Fogh Rasmussen
2007 -2009: Ambassadør i Tyrkiet.

Blandt tidligere poster kan nævnes Sikkerhedspolitisk Chef i Udenrigsministeriet (2003 - 2005 og 2006 - 2007); leder af NATOs generalsekretærs Reform Task Force (2005 - 2006); Danmarks stedfortrædende faste repræsentant ved NATO (1999 - 2003); ambassadesekretær i Syrien (1993 - 1996).

Min ægtefælle Ane Tang Vahr ledsager mig til Teheran. Sammen har vi to voksne sønner.

Jesper Vahr