Spring til indhold

Dansk-iranske relationer

Dansk-iranske diplomatiske relationer rækker langt tilbage. Allerede i 1901 udnævntes en ”persisk” konsul i København. Danmark fik en konsul i 1933 – og udnævnte en residerende ambassadør i 1939. Danmark har haft en ambassade i Teheran lige siden.

Også de kommercielle bånd går langt tilbage. Det danske firma Kampsax byggede i 1930erne en stor del af den trans-iranske jernbane fra Det Kaspiske Hav til Den Persiske Golf. Nu om dage er famaceutiske produkter Danmarks største eksportartikel til Iran.

De bilaterale relationer mellem Iran og Danmark blev negativt påvirket, da det i efteråret 2018 blev afsløret, at en iranske efterretningsagenter havde planlagt et attentat på dansk jord. Der faldt dom i sagen i sommeren 2020.

Der har været jævnlig besøgsudveksling på politisk niveau mellem de to lande. Seneste danske udenrigsministerbesøg fandt sted i 2016 ved daværende udenrigsminister Kristian Jensen. Samme år besøgte Folketingets Udenrigspolitiske Nævn Iran. Det seneste iranske ministerbesøg i Danmark fandt sted i 2018 ved den iranske beskæftigelsesminister.