Spring til indhold

Udstedelse af dansk pas

Ambassaden kan ikke selv udstede nye danske biometriske pas, men der kan søges om nyt pas, som bliver sendt fra Danmark.  I tilfælde af tyveri kan ambassaden i hastesager udstede et nødpas.

Ansøgning om pas kan kun ske ved personlig henvendelse på ambassaden, da der skal tages digitalt foto, afgives fingeraftryk og digital underskrift. Der bedes bestilt tid til indgivelse af pas på tlf. +98 21 2815 5001 tirsdag og torsdag kl. 13.30-15.00.

Ansøgeren skal medbringe nuværende pas samt udfylde pasansøgning, som fås på ambassaden eller kan downloades her i PDF-format.

Du kan ansøge om følgende typer pas:

• VOKSENPAS
• EKSTRA PAS
• BØRNEPAS
• NØDPAS/PROVISORISK PAS

De danske pas produceres i Danmark, hvorfor du må påregne en ekspeditionstid på ca. en måned fra indgivelse af ansøgning om nyt pas, indtil du kan afhente det nye pas på ambassaden.

Det er ikke længere muligt at optage børn i danske pas. Alle børn, uanset alder, skal have eget pas.

Voksenpas

Ambassaden har mulighed for at forlænge dit eksisterende pas med op til et år, såfremt der på grund af tidsnød ikke kan søges om nyt pas. Man skal dog være opmærksom på, at det gamle pas ikke må være udløbet med mere end tre måneder.

Ekstra pas

Det er muligt at søge om et ekstra pas med max. 2 års gyldighed til personer med stor rejseaktivitet og derfor ofte har deres 10-års pas til visering på andre landes ambassader/konsulater. Udstedelse kræver dokumentation i form af brev fra firma.

Pas til personer under 18 år

Hvis det er første gang, der søges om dansk pas, skal følgende medbringes:
Et udfyldt ansøgningsskema, dokumentation for barnets danske indfødsret i form af en fødsels- eller dåbsattest / ”Birth Certificate”, udstedt, hvis barnet er født i Iran, af de iranske myndigheder. Fødselsattesten skal være oversat til engelsk og legaliseret. Endvidere skal der medbringes forældrenes vielsesattest (original eller certificeret kopi) samt kopi af pas. Hvis forældrenes vielsesattest er udstedt i Iran, skal denne også være oversat til engelsk og legaliseret. Den eller de forældre, der har forældremyndigheden skal underskrive ansøgningen (punkt D om samtykkeerklæring). Dvs. hvis begge forældre har forældremyndigheden, skal begge underskrive samtykkeerklæringen på skemaet på ambassaden.

Pasfotos mindre børn

Alle børn skal i princippet have taget digitalt foto på ambassaden. Ved helt små børn er der dog erfaring for, at det kan være meget tidskrævende. I den slags tilfælde accepteres det, at forældrene selv medbringer fotos, som derefter indscannes på ambassaden.

Provisorisk pas

Ambassaden kan i nødstilfælde, f.eks. hvis man får stjålet sit pas, udstede et midlertidigt pas, som kun gives for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed. Pasansøgning samt foto  skal indleveres på ambassaden sammen med en politirapport. Ansøger skal desuden være i stand til at legitimere sig.
Som rejsende skal man gøre sig det klart, at man kan få problemer med at indrejse til andre lande på et midlertidigt pas, idet ikke alle lande anerkender danske provisoriske pas. Det er derfor vigtigt, at man på forhånd undersøger de andre landes indrejseregler, som man eventuelt havde planlagt at besøge på sin rejserute.

Legitimation

Som udgangspunkt er et gyldigt eller et nyligt udløbet pas tilstrækkeligt bevis på pasansøgerens identitet. Hvis ansøger ikke kan fremvise et tidligere pas, skal han/hun fremvise fødselsattest samt billedlegitimation, samt evt. forældres vielsesattest.

Dansk indfødsret

Opmærksomheden henledes på, at personer, der er født i udlandet af danske forældre og aldrig har haft bopæl i Danmark, som udgangspunkt mister deres danske indfødsret ved det fyldte 22. år. Under visse betingelser kan indfødsretten dog bevares. Ansøgning om bevarelse skal forud for det fyldte 22. år og indgives til Justitsministeriet.

Er pasansøgeren ikke fyldt 22 år, kan ambassaden udstede pas, dog ikke med gyldighed ud over 22-års fødselsdagen, medmindre ansøger kan fremvise et dansk statsborgerretsbevis.

Statsborgerretsbevis

Personer født i Irak eller Iran skal ved første ansøgning om dansk pas kunne fremvise et bevis for deres danske statsborgerskab – det såkaldte statsborgerretsbevis.

Det er gratis for børn under 18 år at ansøge om statsborgerretsbevis, mens et gebyr på 1200 DKK opkræves af ansøgere over 18 år. Gebyret betales til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Ansøger bedes forelægge Ambassaden kvittering for indbetaling af ovennævnte gebyr.

Ansøgningsformular for personer under 18 år

Ansøgningsformular for personer over 18 år

Gebyr

Prisen for et nyt pas, når ansøgning indgives på en dansk repræsentation i udlandet, er USD 150.