Spring til indhold

Ulla Tørnæs i Bangladesh og Myanmar: Møde med Aung San Suu Kyi om rohingya-flygtningekrisen

01.11.2017  17:08
Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs mødtes i går med Myanmars civile leder, statsråd Aung San Suu Kyi for at drøfte rohingya-flygtningekrisen.

Ved mødet, der fandt sted i Nay Pyi Taw, Myanmars hovedstad, understregede Ulla Tørnæs behovet for, at militæret omgående stopper voldshandlingerne i Rakhine og sikrer beskyttelse af alle civile uden diskrimination, samt at regeringen giver fuld humanitær adgang til det berørte område.

Udviklingsministeren udtaler:

”Over for Aung San Suu Kyi understregede jeg meget klart, at volden skal standses og sikkerheden genoprettes for alle. Myanmars regering må og skal sikre fuld adgang til levering af humanitær bistand til civilbefolkningen i det nordlige Rakhine. Desuden fremhævede jeg vigtigheden af, at de flygtede rohingyaer kan vende hjem til Myanmar i sikkerhed og værdighed. Samtidig fremhævede jeg, at vi fra dansk side fortsat  støtter bestræbelser på at addressere de bagvedliggende årsager til krisen i overensstemmelse med anbefalingerne fra  Kofi Annan-kommissionen.”

Mødet med Aung San Suu Kyi fandt sted som led i en rejse til Myanmar og Bangladesh. Siden august er mere end en halv million rohingyaer flygtet fra Rakhine i Myanmar over grænsen til Bangladesh, hvor de nu lever under yderst vanskelige forhold i flygtningelejre. Situationen er alarmerende, og ifølge FN er det den hurtigst voksende flygtningekrise i dag.

I flygtningelejrene i Cox’s Bazar i det sydøstlige Bangladesh besøgte udviklingsministeren dansk-støttede indsatser, som leverer akut beskyttelse, fødevarehjælp og tag over hovedet til sårbare flygtninge fra Rakhine. Derudover besøgte ministeren et dansk-støttet kvindekrisecenter, som yder hjælp og støtte til de kvinder og børn, som har været udsat for vold og overgreb.

Udviklingsministeren udtaler:

”Danmark reagerede hurtigt og substantielt med humanitær støtte da krisen brød ud i august måned. På nuværende tidspunkt har vi bevilget og givet tilsagn om over 120 mio. kr. til humanitære indsatser for civile i Rakhine samt for de mange hundrede tusinde rohingyaer, som er flygtet til Bangladesh. Jeg bekymrer mig i særlig grad om de mange kvinder og børn, som er ekstra sårbare og har været udsat for grove overgreb og seksuel vold. Danmark støtter bl.a. kvindekrisecentre nær flygtningelejrene, som kan tage hånd om traumatiserede kvinder og børn. Bangladesh løfter en kæmpe opgave med at modtage det enorme antal flygtninge. Det er imidlertid vigtigt, at omverdenen nu også træder til. Bangladesh og de berørte lokalsamfund kan ikke løfte opgaven alene. Derfor har jeg - udover vores store humanitære bidrag - besluttet at øge Danmarks udviklingsprogram i Bangladesh med 33 mio. kr. De nye midler vil gå til at støtte de bangladeshiske værtssamfund såvel som de mange flygtninge i Cox’s Bazar og hermed understøtte sammenhængen mellem vores humanitære indsatser og de langsigtede udviklingsindsatser i tråd med den udviklingspolitiske og humanitære strategi “Verden 2030”."

Ifølge FN er over 600.000 rohingyaer flygtet til Bangladesh siden den 25. august 2017.Disse flygtninge slutter sig til de omkring 200.000 rohingyaer, der allerede befandt sig i området. Danmark har bl.a. bidraget med 40 mio. kr. til Internationalt Røde Kors og FNs fødevareprogram. Dertil kommer danske midler aktiveret gennem fleksible puljer hos UNHCR, Beredskabsstyrelsen og en række danske NGO’er. I forbindelse med FN’s donorkonference den 23. oktober gav Danmark tilsagn om yderligere 64 mio. kr. til humanitære indsatser  for de mest nødlidende rohingyaer samt de berørte lokalsamfund i Cox’s Bazar i Bangladesh.

For yderligere information kontakt:
Steffen Zoëga Thorøe, særlig rådgiver, tlf: 61 97 92 33