Spring til indhold

Samuelsen om Syrien: Nu skal Rusland leve op til sit ansvar

23.02.2018  13:50
Situationen i Ghouta, Syrien er de seneste uger eskaleret voldsomt og det syriske militær leder en massiv bombekampagne imod både oprørere og civile områder i byen. Sikkerhedsrådet skal i dag stemme om et forslag til betingelserne for en våbenhvile i Syrien, der også vil omfatte Ghouta.

Anders Samuelsen siger:

”Det der foregår i Ghouta i øjeblikket er jo fuldstændigt umenneskeligt. Der er tilsyneladende ingen grænser for hvor brutalt Assad-regimet vil gå til værks over for civilbefolkningen for at gennemtvinge sit herredømme. Det er komplet uacceptabelt. 

Jeg opfordrer FN’s Sikkerhedsråd til at handle, når de senere i dag stemmer om betingelserne for en våbenhvile. Sikkerhedsrådet har jo desværre mange gange før fejlet, når det kommer til Syrien. Og ansvaret ligger ikke mindst hos ét medlem: Rusland, der desværre allerede har signaleret, at de ikke ønsker en løsning på situationen. Rusland må bøje hovedet i skam, hvis ikke de ændrer kurs.

Jeg opfordrer nu kraftigt Rusland til at udvise anstændighed og stemme for resolutionen, når den kommer til afstemning senere i dag. Både af politiske grunde, men ikke mindst for at sikre humanitær adgang til den nødlidende civilbefolkning.”

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Kasper Thams Olsen, 61979031