Spring til indhold

Danskerne skal stemme om tilvalgsordningen den 3. december

21.08.2015  16:57
Torsdag den 3. december skal danskerne stemme ja eller nej til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Det betyder, at Danmark selv kan bestemme fra sag til sag, hvilke retsakter vi ønsker at deltage i på området for retlige og indre anliggender.

Statsministeren meddelte i dag, at folkeafstemningen om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil finde sted torsdag den 3. december. Til det siger udenrigsminister Kristian Jensen:

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har en dato for folkeafstemningen. Jeg ser frem til en god og grundig debat om denne vigtige sag, og vil gøre, hvad jeg kan for at sikre et ja til tilvalgsordningen. Det vil betyde, at det bliver sværere at være kriminel, mere trygt at være dansker og lettere at være en dansk virksomhed. Jeg vil sende det lovudkast, der skal stemmes om, i offentlig høring i starten af september, således at det kan fremsættes i Folketinget i åbningsugen den 8. oktober”.

For yderligere information kontakt:
Lars Peter Levy, presserådgiver, tlf.: 41904124