Spring til indhold

Udenrigsministeriets tre ministre deltager i FN’s 72. generalforsamling

18.09.2017  10:00
FN’s 72. generalforsamling skydes i denne uge for alvor i gang med lancering af generaldebatten tirsdag den 19. september.

Udenrigsminister Anders Samuelsen, minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs og minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann deltager alle i generalforsamlingen. Ministrene vil have fokus på danske og internationale prioriteter indenfor deres respektive områder og på hvordan Danmark aktivt bidrager til det internationale samarbejde.

Udenrigsminister Anders Samuelsen deltager i sin første generalforsamling som udenrigsminister. Udenrigsministeren vil i sine møder blandt andet have fokus på fred og sikkerhed. Anders Samuelsen udtaler:

”Jeg ser frem til min første generalforsamling som udenrigsminister. Verden står overfor nogle meget store udfordringer lige nu. Det er udfordringer som vi må og skal adressere. Terrorisme, migration, sikkerhed og vækst er alt sammen noget, der kræver samarbejde på tværs af landegrænser. Derfor er generalforsamlingen så vigtig.

Jeg vil i år blandt andet have fokus på hvad vi som internationalt samfund gør i forhold til situationen i Syrien og på kampen mod international terrorisme. Vores kamp mod ISIL og andre terrororganisationer går i den rigtige retning, men der stadig langt igen. Danmark støtter aktivt den militære C-ISIL kampagne, og vi har samtidig fokus på stabilisering og forebyggelse. Det er den form for samtænkt indsats, der er nødvendig, hvis vi skal have succes.”

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs vil under generalforsamlingen bl.a. sætte fokus på behovet for uddannelse af piger og kvinders ligestilling og rettigheder, herunder i langstrakte krisesituationer, og vil ved flere lejligheder have særligt fokus på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, heriblandt adgang til prævention og seksualundervisning. Ulla Tørnæs udtaler:

"Kvinders rettigheder er en dansk mærkesag – også i FN. Både fordi det handler om grundlæggende menneskerettigheder for alle. Men også fordi kvinder i høj grad er nøglen til udvikling. Vi kan ikke nå FN’s verdensmål, hvis ikke vi får kvinderne med. Jeg vil under generalforsamlingen arbejde aktivt for at andre lande følger Danmarks eksempel."

Minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann, der står i spidsen for det danske kandidatur til FN’s Menneskerettighedsråd vil benytte generalforsamlingen til at samle international opbakning til det danske kandidatur. Karen Ellemann udtaler:

”FN's generalforsamling er en vigtig mulighed for at skabe opmærksomhed om Danmarks kandidatur til FN's menneskerettighedsråd. Alle verdens lande er samlet i New York og jeg vil især bruge min tid på samtaler med repræsentanter fra en lang række lande for at samle støtte til vores kandidatur. Danmark har meget at byde på i arbejdet med at udbrede og sikre menneskerettighederne. I forbindelse med det danske kandidatur er vores mærkesager bekæmpelse af tortur, kvinders rettigheder og oprindelige folks rettigheder. Det tror og håber jeg vil finde bred opbakning og forhåbentligt give Danmark valg til menneskerettighedsrådet til næste år.”

For yderligere information, kontakt: Presserådgiver Kasper Thams Olsen, 61 97 90 31