Spring til indhold

Danmarks internationale datamotorvej udbygges

15.01.2018  18:12

Danmark er kommet solidt på verdenskortet som nordeuropæisk knudepunkt for datacentre. Men hyper scale datacentre i Danmark er langt mere end enorme haller med servere; de er i sig selv vigtig digital infrastruktur for virksomheder og borgere, og datacentrene skaber en række markante følgeinvesteringer af stor værdi for Danmark.

Irske ”Aqua Comms” har i dag offentliggjort planer, der markant styrker Danmarks fiberforbindelse til USA. Se pressemeddelelsen her.

Bag projektet, med det meget danske navn HAVFRUE, står et konsortium med deltagelse af bl.a. Facebook, hvormed linjen kan trækkes meget direkte fra Facebooks datacenterinvestering i Odense, via Esbjerg til landingspunktet i New Jersey.

Den nye forbindelse forventes at stå klar ved udgangen af 2019 og udgør et vigtigt element for udviklingen af den samlede danske digitale infrastruktur og driftssikkerheden omkring dataudveksling og -lagring – ikke kun til gavn for datacentrene i Danmark, men for digitale virksomheder og borgere.

For yderligere information kontakt:
Steen Hommel, chef for Invest in Denmark, steeni@um.dk