Spring til indhold

Anders Samuelsen: Det ser rigtig godt ud for dansk eksport

11.06.2017  23:00

Det fremgår af Udenrigsministeriets Eksportudsigt, der forudser en stigning i basisvareeksporten på 4,3 pct. både i 2017 og 2018. Den samlede vare- og tjenesteeksport forventes at øges 5,0 pct. i 2017 og 5,1 pct. i 2018.

Udenrigsminister Anders Samuelsen udtaler:

”Det ser rigtig godt ud for dansk eksport. Den økonomiske vækst på vores vigtigste eksportmarkeder er på vej op, og det gavner dansk eksport og dermed dansk økonomi. Omkring hver fjerde arbejdsplads i Danmark er direkte afhængig af eksporten. Vi har brug for dygtige eksportvirksomheder, og vi skal give dem de bedst mulige betingelser for at få succes på eksportmarkederne.”

I 2017 forventes særligt Tyskland, USA og Kina at trække væksten, ligesom der forventes god vækst til Norge og Sverige. Omvendt forventes et betydeligt fald i eksporten til Storbritannien og til Nederlandene. Tyskland, Kina og Sverige forventes at trække væksten i 2018, mens tilbagegangen i eksporten til Nederlandene forventes afløst af ny vækst.

Udenrigsminister Anders Samuelsen advarer dog om, at det er vigtigt fortsat at reformere dansk økonomi, hvis vi skal fastholde den gode udvikling.

”Det er vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene. Vi risikerer om kort tid at få mangel på arbejdskraft, og det kan få store negative konsekvenser. Derfor har regeringen da også netop præsenteret en 2025-plan, hvor vi sætter det som mål både at øge arbejdsudbuddet og styrke produktiviteten.”

Baggrund: Om Udenrigsministeriets Eksportudsigt
Udenrigsministeriets Eksportudsigt er en fremskrivning af væksten i den danske vareeksport på baggrund af en analyse af Danmarks 80 største danske eksportmarkeder. Udsigten offentliggøres fire gange årligt.

I 2016 steg basisvareeksporten, dvs. vareeksporten eksklusiv energi, skibe og fly, i alt 1,5 pct. i forhold til 2015. I 2017 og 2018 forventes en vækst på 4,3 pct. årligt.

Eksportudsigten bygger på skøn fra Oxford Economics (OE) om den globale og landespecifikke økonomiske udvikling. OE skønner, at det globale reale BNP vil vokse 2,7 pct. i 2017 og 3,0 pct. i 2018, hvilket er en opjustering i forhold til skønnet i december. I 2017 forventes en styrkelse af USD overfor Euro, og dermed danske kroner. Det indebærer, at væksten på Danmarks største eksportmarkeder kan forventes at øges 5,4 pct. i 2017 og 4,4 pct. i 2018. Målt i danske kroner forventes dette at give betydelig vækst i importen på Danmarks eksportmarkeder med omkring 8 pct. i 2017 og 4½ pct. i 2018.
  
Som følge af Brexit er usikkerheden omkring eksporten til Storbritannien større end normalt. Alene som følge af faldet i det britiske pund og nedjusteringen af den forventede økonomiske vækst i Storbritannien skønnes et fald i basisvareeksporten på 3,8 pct. i 2017, svarende til 1,5 mia. kr. For 2018 er usikkerheden endnu større, både som følge af Brexit-forhandlingerne, og som følge af udviklingen i valutakurs og den økonomiske vækst i Storbritannien.