Spring til indhold

Anders Samuelsen: Eksporten løfter dansk vækst og beskæftigelse

06.09.2017  09:54
God vækst i dansk vareeksport og eksport af tjenesteydelser i 2017 og 2018.

Udsigterne for dansk eksport er positive med en forventet stigning i basisvareeksporten på 5,2 pct. i 2017 og 4,5 pct. i 2018. Det svarer til et ekstra eksportsalg på omkring 32 mia.kr. i 2017 og 29 mia.kr. i 2018. Det fremgår af Udenrigsministeriets Eksportudsigt, der ligeledes peger på en god vækst i eksporten af tjenesteydelser.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”En positiv udvikling i eksporten er utrolig vigtig for dansk vækst, beskæftigelse og velstand. Omkring hver fjerde arbejdsplads i Danmark er direkte afhængig af eksporten, og i år og næste år tegner eksporten til at stå for halvdelen af væksten i dansk økonomi.

Derfor er det også vigtigt, at vi fastholder og styrker den danske konkurrenceevne. De dygtige, danske virksomheder arbejder hele tiden på at udvikle dansk innovation, kvalitet og kundepleje. Og vi i regeringen arbejder for at skabe de bedst mulige rammebetingelser for de danske virksomheder. Det er opskriften på succes på eksportmarkederne.”

I 2017 forventes særligt Tyskland, USA og Norge at trække væksten, og der forventes derudover god vækst til Sverige og Kina. I 2018 forventes væksten fortsat trukket af Tyskland og Sverige, men også vareeksporten til Nederlandene og Kina forventes at give et særligt løft.

På skyggesiden er især usikkerheden omkring Brexit og den seneste tids markante valutamodvind. Kursen på det britiske pund er i dag omtrent 20 pct. lavere end for to år siden. Alligevel har dansk vareeksport til Storbritannien klaret sig flot i første halvdel af 2017 med en vækst på 20 pct. i forhold til første halvår 2016. På længere sigt forventes Brexit og det svage pund dog at påvirke dansk eksport til Storbri-tannien negativt.

Også generelt møder danske virksomheder i øjeblikket valutamodvind som følge af styrkelsen af euro’en, som har trukket kursen på danske kroner op på de fleste eksportmarkeder uden for euroområdet. Det hæmmer dansk eksport uden for euroområdet, men dog ikke i en grad som forventes at ophæve det positive træk fra stigende økonomiske vækst og efterspørgsel på eksportmarkederne.

Baggrund: Om Udenrigsministeriets Eksportudsigt
Udenrigsministeriets Eksportudsigt er en fremskrivning af væksten i den danske vareeksport på baggrund af en analyse af Danmarks 80 største danske eksportmarkeder. Udsigten offentliggøres fire gange årligt.

I 2016 steg basisvareeksporten, dvs. vareeksporten eksklusiv energi, skibe og fly, i alt 1,5 pct. i forhold til 2015. I 2017 forventes en vækst på 5,2 pct. og i 2018 på 4,3 pct. årligt.

Eksportudsigten bygger på skøn fra Oxford Economics (OE) om den globale og landespecifikke økonomi-ske udvikling. OE skønner, at det globale reale BNP vil vokse 2,8 pct. i 2017 og 3,0 pct. i 2018, hvilket er en mindre opjustering i 2017 i forhold til skønnet i maj. Modsat forventes dog en svækkelse af USD over for Euro, og dermed danske kroner. Målt i danske kroner og løbende priser indebærer dette, at BNP-væksten på Danmarks eksportmarkeder kan forventes at øges 5,3 pct. i 2017 og 4,1 pct. i 2018, hvilke er nogenlunde det samme som forventet i maj.