Spring til indhold

Samuelsen og Motzfeldt værter for højniveaumøde i Ilulissat i anledning af tiåret for Ilulissat-erklæringen

18.05.2018  11:08
Udenrigsminister Anders Samuelsen og Vivian Motzfeldt, Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender, er den 22.-23. maj 2018 værter for et højniveaumøde i Ilulissat i Grønland i anledning af tiåret for Ilulissat-erklæringen. Formålet med højniveaumødet er at markere de arktiske staters opbakning til principperne i erklæringen, og at drøfte den fælles indsats for et frugtbart og fredeligt samarbejde.
Anders Samuelsen siger:
”Med Ilulissaterklæringen gav de arktiske kyststater hinanden hånden på at fastholde Arktis som et lavspændingsområde, hvor konflikter løses på fredelig vis. Det er i vores klare nationale interesse at fastholde den situation. Andre steder i verden er de arktiske stater involveret i alvorlige konflikter på forskellige sider. Derfor kan vi være rigtigt godt tilfredse med, at vi i Arktis har været i stand til at fastholde dialog og samarbejde. Den kurs skal vi fortsætte - og her spiller Ilulissat-erklæringen en stor rolle.”

Vivian Motzfeldt siger:
"Jeg er beæret over at være medvært for denne vigtige begivenhed i Ilulissat. I en tid med globalisering og global usikkerhed er det vigtigt at genbekræfte kerneværdierne i denne enestående region – fred og velstand for vores folk. Vi påtager os ansvaret for at leve op til disse værdier i et tæt og unikt samarbejde. Derfor er jeg taknemmelig for at de oprindelige folks organisationer i Arktis og de arktiske stater er her i Ilulissat for at markere deres opbakning til kerneværdierne i Ilulissat-erklæringen.”

Efter en periode med tiltagende usikkerhed om regionens fremtid, blev de arktiske kyststater USA, Rusland, Canada, Norge og Kongeriget Danmark med Ilulissaterklæringen fra maj 2008 enige om løse eventuelle konflikter i Arktis gennem dialog og i overensstemmelse med international ret. De fem stater enedes også om at styrke samarbejdet på en række områder som økonomisk udvikling, forskning, miljøbeskyttelse og sejladssikkerhed. Dermed har Ilulissat-erklæringen været afgørende for det succesrige samarbejde i Arktis.

Også bæredygtig økonomisk udvikling af Arktis er i fokus på mødet. Deltagerne er inviteret på en studietur gennem Ilulissat Isfjord til bygden Ilimanaq. I bygden har man skabt økonomisk udvikling ved at investere i turisthytter, hvorfra man kan opleve den grønlandske natur. Ilimanaq er et eksempel på jobskabelse gennem turisme, som både respekterer den lokale kultur, og som genererer overskud til investorer og lokalsamfundet.

Vivian Motzfeldt siger:
"Nøglen til bæredygtig udvikling i den arktiske region er dets folk. Vores overordnede ansvar er at sikre økonomisk fremgang for indbyggerne i Arktis. Det skal gøres gennem bæredygtig innovation, og ved at bruge den natur, vi lever i. På grund af naturen, vores begrænsede indbyggertal og udfordringer med infrastrukturen kan indbyggerne i Arktis ikke konkurrere globalt på mange faktorer. Ilimanaq er et godt eksempel på at bruge det lokale miljø til at skabe økonomisk udvikling og til at fremvise de unikke lokale forhold i Grønland. Vi er fast besluttet på at styrke vores økonomiske samarbejde med den arktiske region for at støtte udvikling af succeshistorier som Ilimanaq.”
 
Anders Samuelsen siger:
”Teknologiske fremskridt og klimaforandringer giver nye muligheder for at sejle i de arktiske farvande, for at udvinde naturressourcer og for økonomisk udvikling. Vi arbejder for at sikre bedre vilkår for erhvervslivet, så de nye muligheder kommer indbyggerne i Arktis til gode.”

Forskningsområdet får også ekstra opmærksomhed på mødet. En særlig mødesession vil sætte fokus på perspektiverne i den nye aftale om forskningssamarbejde, som er forhandlet i regi af Arktisk Råd. Kongeriget Danmark har været depositar for aftalen, som træder i kraft den 23. maj 2018.

Ud over værterne deltager ministre og repræsentanter for USA, Rusland, Canada, Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og arktiske oprindelige folk.

For yderligere information
Presserådgiver Kasper Thams Olsen, tlf. 61 97 90 31