Spring til indhold

Praktikophold

Praktikperiode: 1. februar 2020 – 31. juli 2020. Ansøgningsfrist: 16. september 2019

AMBASSADEN
Ambassaden i Teheran varetager Danmarks interesser i Iran. Som praktikant vil du beskæftige dig med mange forskelligartede opgaver og problemstillinger knyttet til iransk indenrigspolitik, regionale forhold, migration samt det bilaterale forhold mellem Danmark og Iran. Du vil blive inddraget i de fleste af ambassadens arbejdsområder med hovedvægt på politisk og økonomisk indberetningsvirksomhed og informationsindsamling. Herudover er en vigtig opgave public diplomacy, hvor du som praktikant vil have ansvar for ambassadens hjemmeside og profiler på sociale medier.

I det daglige arbejde vil du arbejde tæt sammen med både udsendte og lokalt ansatte kollegaer i varetagelsen af en bred vifte af opgaver, eksempelvis planlægning af delegationsbesøg, deltage i møder og konferencer samt assistere ambassadøren og souschefen med informationsindhentning. Du vil som praktikant få et indblik i dansk diplomati og mulighed for at kombinere teori og praksis i en fagligt udfordrende hverdag. Opholdet vil blive tilrettelagt på en måde, som sikrer meritoverførsel efter behov.

KVALIFIKATIONER
Ambassaden søger to dygtige studerende med skarp analytisk sans og interesse for Iran og Mellemøsten. Som ansøger skal du være indskrevet på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt, hvor du typisk har afsluttet bacheloruddannelsen og studerer på overbygningen.

Som praktikant skal du være selvstændig, ansvarsbevidst, engageret og fleksibel. Der lægges desuden vægt på gode sociale egenskaber samt interesse for Iran og regionen. Gode sprogkundskaber i engelsk, skriftligt som mundtligt, forudsættes. Øvrige kvalifikationer, herunder øvrige relevante sprogkundskaber, vil blive inddraget i den samlede vurdering.

PRAKTIKVILKÅR
Praktikperioden er fra 1. februar 2020 – 31. juli 2020. Som praktikant vil du få tildelt en vejleder, som vil støtte og guide dig i det daglige arbejde og vil fungere som vejleder i forbindelse med de produkter, som udarbejdes under opholdet. Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder et tilskud på 4.000 kr. pr. måned til delvis dækning af udgifter til husleje, transport mv.

Der er under opholdet ligeledes mulighed for at modtage SU efter gældende regler. Arbejdstiden er 37 timer om ugen, søndag til torsdag (weekend: fredag-lørdag). Der kræves visum til Iran, og der vil, grundet de iranske visumregler, ikke kunne påregnes rejser ud af Iran inden for praktikperioden.

ANSØGNING
En motiveret ansøgning (på dansk eller engelsk), CV, karakterudskrift og evt. anbefalinger sendes pr. mail (i én PDF-fil) til: thramb@um.dk med titlen ”Praktikansøgning” i emnefeltet. Ansøgningsfrist er den 16. september 2019. Ambassaden forventer at træffe beslutning snarest derefter.

For at blive praktikant på ambassaden er det en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes. Du er velkommen til at kontakte de nuværende praktikanter Katrine Baunkjær og Peter Bisgaard Dan-Weibel (tehranpraktikantteamdl@um.dk) ved evt. spørgsmål angående stillingen.